Rådighedsbeløb ved gældssanering: hvad må du beholde?

Hvis man skal pege på ét enkelt tal, der afgør udfaldet af en gældssaneringssag, er det rådighedsbeløbet. Det er beløbet, du må beholde til dig selv og din husstand hver måned, når de faste udgifter er betalt – og alt, hvad der er tilbage derudover, går til kreditorerne i hele afdragsperioden. Rådighedsbeløbet bestemmer med andre ord ikke bare din levestandard i de tre år, sagen varer. Det bestemmer også, hvor stor en del af gælden du skal betale, og dermed om sagen overhovedet giver mening.

Netop fordi tallet er så afgørende, er det også det sted i budgettet, hvor Skifteretten og medhjælperen kigger tættest efter. Der er ikke tale om et beløb, du selv fastsætter, men om vejledende satser fastlagt centralt og justeret årligt. Til gengæld er der reelt spillerum i, hvilke faste udgifter der accepteres som rimelige, inden rådighedsbeløbet overhovedet kommer i spil.

Hvad skal rådighedsbeløbet dække?

Rådighedsbeløbet er ikke lommepenge. Det skal dække alle de løbende udgifter, der ikke er faste og dokumenterbare: mad og dagligvarer, tøj og sko, personlig hygiejne, husholdningsartikler, telefoni og internet i mindre omfang, fritidsaktiviteter, gaver til fødselsdage og jul, samt de mindre uforudsete udgifter, som enhver husstand rammes af – en punkteret cykel, et par nye briller, en tandlægeregning uden for tilskud.

Til gengæld ligger de store, faste poster uden for rådighedsbeløbet og trækkes fra indtægten, inden beløbet beregnes. Det gælder rimelig husleje eller boligudgift inklusive varme og el, indboforsikring, a-kassekontingent og fagforening, daginstitution og SFO, samt nødvendig transport til og fra arbejde. Er en udgift dokumenteret, nødvendig og rimelig i størrelse, hører den til her – ikke i rådighedsbeløbet.

Ordet 'rimelig' bærer meget vægt. En boligudgift, der markant overstiger, hvad der er nødvendigt for husstandens størrelse, vil typisk blive skåret ned til et normalniveau, også selv om du faktisk betaler mere. Det samme gælder bil uden arbejdsmæssig nødvendighed, dyre abonnementer, opsparing og afdrag på enkelte kreditorer. Omvendt accepteres dokumenterede udgifter til medicin, behandling og samvær med børn i vidt omfang, fordi de er nødvendige og ikke udtryk for en valgt levestandard.

De vejledende satser og husstandens størrelse

Satserne fastsættes årligt og differentieres efter husstandens sammensætning. Der er én sats for en enlig voksen, en samlet sats for et par, og et tillæg per barn, der typisk stiger med barnets alder. Logikken bag er stordriftsfordelen: to voksne i samme husstand har lavere udgifter per person end to enlige, fordi mad, husholdning og faste fornødenheder deles.

Bor du sammen med en partner, indgår partnerens indtægt derfor i beregningen af husstandens økonomi, selv om partneren ikke hæfter for din gæld og aldrig kommer til at gøre det. Det er en af de mest misforståede regler på området. Konsekvensen er ikke, at partneren skal betale din gæld, men at husstandens samlede rådighedsbeløb beregnes under ét – og at en høj partnerindtægt derfor kan give dig et større månedligt afdrag.

Beregningen følger altid samme rækkefølge: husstandens nettoindtægt opgøres, rimelige faste udgifter trækkes fra, de vejledende rådighedsbeløb for voksne og børn trækkes fra, og det, der er tilbage, er dit månedlige afdrag til kreditorerne.

Hvorfor et lavt rådighedsbeløb kan styrke din sag

Mange bliver nervøse, når regnestykket viser, at der ingenting er tilbage, når rådighedsbeløbet er trukket fra. Intuitivt føles det som et argument imod sagen. Juridisk er det ofte det modsatte. Betingelsen for gældssanering er netop, at du er varigt ude af stand til at betale din gæld – og et budget uden overskud er den mest direkte dokumentation for præcis det.

I de sager ender Skifteretten ofte med en såkaldt nul-løsning: gælden saneres, uden at der skal betales et månedligt afdrag, fordi der ikke er betalingsevne at hente. Det er ikke en undtagelse eller en gunstbevisning, men en logisk konsekvens af lovens kriterium. Nul-løsninger ses typisk hos folkepensionister, førtidspensionister og andre varigt uden for arbejdsmarkedet, hvor betalingsevnen ikke realistisk kan forventes at stige.

Et budget, der ikke kan holde i praksis, er den hyppigste årsag til, at en gældssanering senere ophæves. Vær hellere realistisk end optimistisk.

Den virkelige risiko ligger derfor ikke i et lavt rådighedsbeløb, men i et budget, der er pyntet. Sætter du dine udgifter kunstigt lavt for at fremstå ansvarlig, får du et afdrag, du ikke kan bære – og misligholder du afdragsordningen, kan kendelsen ophæves, hvorefter hele den oprindelige gæld genopstår. Et ærligt budget er både den nemmeste og den sikreste vej gennem sagen.